Madklubben
Madklubben
Juni 2012
Velkommen
Først vil jeg gerne byde nye medlemmer velkommen til Restaurant Teglværksskovens madklub, det er utroligt positivt at der stadig kommer mange tilmeldinger, og at opbakningen til vores arrangementer har været så stor. Tak for en rigtig hyggelig forårsdag, og en stor tak til Lars fra Knabegården for at komme og fortælle om asparges. Det var rigtig dejligt at se så mange af jer denne aften (72 tilmeldte)
Tankerne bag denne madklub er at nyde og snakke om god mad med ligesindede, samt at udvide kendskabet til de gode lokale råvarer der findes i vores område. Dette vil vi opnå ved at invitere producenterne ind og fortælle lidt om deres produkter, samt ved at bruge de selv samme produkter i den 3 retters menu der vil blive serveret den første onsdag i hver måned.
En gang i mellem vil der også være smagning på f. eks. vin, øl eller lignende, da det man får og drikke til maden er en stor del af den fulde oplevelse.
Spisningen
Onsdag d. 06-06-2012, kl. 19.00, afholder vi juni måneds spisning. Det bliver denne måned, som de foregående år, med fokus på sommerens små guldklumper, de Nye Danske kartofler. Helle og Jens har igen i år leveret de første nye kartofler inden Kristi himmelfart, og de smager som altid helt fantastisk.
Denne gang vil vi have fokus på kartoflens alsidighed og I vil derfor få kartoffel på 3 forskellige måder til hver ret, altså 9 forskellige i det hele. Vi vil denne aften komme med lidt små fif og ideer til brugen af nye kartofler, og der vil derfor komme en ny kok ind til hver ret og fortælle lidt om femgangsmåder mm.
Prisen for den 3 retters menu vil denne aften være kr. 250,- drikkevarer passende til aftenens arrangement kan købes separat.
Menu.
Kyllingepate
grillet kartoffel – sprød kartoffel – syltede kartoffel
Svinemørbrad
kartoffelsvøb – røget kartoffel – kogte kartofler
Jordbær
kartoffelmarcipan – kartoffelpandekage – kartoffel i sød dej
Månedens råvarer, spidskål.
Spidskål er det første kål der kommer, det har sæson fra maj – november. Spidskålen har en meget mild kål smag og egner sig derfor fantastisk som tilbehør til diverse forårs retter. Den smager fantastisk både rå og tilberedt, som rå er den rigtig god i diverse salater, f. eks til, den til tider fede, grillmad.
Som tilberedt kan den laves på et hav af måder, kogt, dampet, som pure mm. Personligt mener jeg at en af de allerbedste måder at servere spidskål på, er ved vende dem meget kort på en pande med lidt smør og hvidvin. Servere det f. eks til et stykke dampet eller stegt fisk med lidt nye kartofler og en beurre blanc sauce (hvidvins sauce med smør) toppet med masser af frisk dild.
Det er meget vigtigt at man ikke tilbereder for længe på spidskålen, da den både vil miste meget smag, men også en masse vitaminer og mineraler. Spidskål ordnes ved at fjerne de yderste og ødelagte blade, derefter deles kålen og stokken skæres ud. Velbekomme.
På gensyn
Rasmus Kirk Henriksen